5. Kronisk hjertesvigt

Revideret af DCS' arbejdsgruppe vedr. Hjertesvigt
Opdateret 03 May 2019 10:00Visninger: 2759
Kapitlet er i forbindelse med årets revision ændret på følgende områder:
Nyt om ablation og atrieflimren under punkt 5.7. Ændring af tekst for MRA, ARNi og diuretika (5.5.1). Omstrukturering af afsnit vedrørende Svær hjertesvigt - advanced heart failure (5.10).

5.1 Definition

Tilstand med kroniske symptomer forenelig med hjertesvigt, oftest dyspnø, trætbarhed og/eller væskeretention og tegn på kardial dysfunktion i hvile; oftest i form af abnorm ekkokardiografi. Evt. bedring af symptomer ved specifik behandling.

5.2 Ætiologi

  • Iskæmisk hjertesygdom (hyppigst)

  • Hypertension

  • Idiopatisk dilateret kardiomyopati

  • Hjerteklapsygdom

  • Andet (F.eks. arytmi, alkohol, tidligere antineoplastika og stråleterapi (se DCS holdningspapir) og ukendt)

5.3 Inddeling

HFrEF (Heart failure with Reduced Ejection Fraction) er betegnelsen for hjertesvigt med venstre ventrikel EF <40%, som er genstand for den specifikke behandling, der gennemgås nedenfor.

HFpEF (Heart failure with Preserved Ejection Fraction) er betegnelsen for hjertesvigt med bevaret venstre ventrikel EF (EF: ≥50%). HFpEF omfatter en inhomogen gruppe patienter med kliniske tegn på hjertesvigt, bevaret EF og andre objektive tegn på kardiel abnormitet eller dysfunktion, f.eks. klapsygdom, atrieflimren, højresidig hjertesvigt, perikardiesygdom, venstre ventrikel hypertrofi, dilateret venstre atrium og diastolisk dysfunktion.

HFmrEF er betegnelsen for hjertesvigt med mid-range EF (dvs. EF: 40-49%), omfattende ca. 10-20% af alle hjertesvigtspatienter, hvoraf en del tidligere har haft HFrEF.

Den traditionelle inddeling i NYHA funktionsklasse, har stadig stor betydning for prognose og behandlingsvalg.

NYHA klassifikation

NYHA I

Ingen fysisk begrænsning. Almindelig fysisk aktivitet medfører ingen dyspnø, træthed eller palpitationer

NYHA II

Let begrænsning i fysisk aktivitet. Ingen gener i hvile, men almindelig fysisk aktivitet (trappegang til 2. sal, græsplæneklipning, støvsugning, bære tungere indkøb) medfører nogen dyspnø, træthed og/eller palpitationer

NYHA III

Udtalt begrænsning af fysisk aktivitet. Ingen gener i hvile, men lettere fysisk aktivitet (gang på flad vej, af- og påklædning, trappegang til 1. sal) medfører mere udtalte symptomer

NYHA IV

Symptomer kan være til stede i hvile og optræder ved enhver form for fysisk aktivitet

 

5.4 Udredning

Formålet med udredning er at afklare ætiologi og fastlægge hjertesvigtsygdommens sværhedsgrad, planlægge farmakologisk og non-farmakologisk behandling samt vurdere prognose.

Henvisning ved mistænkt hjertesvigt

Ved begrundet mistanke om hjertesvigt, henvises til ekkokardiografi på hospital eller hos praktiserende speciallæge i kardiologi. Det efterfølgende forløb omfatter tilknytning til Hjertesvigtklinik, udredning af baggrund for lidelsen, samt iværksættelse af behandling (medikamentel, device) med krav til forløbstider og patientinformation. Henvisningen bør indeholde:

  • Anamnese med angivelse af sværhedsgraden af symptomer (NYHA klasse), objektive fund, oplysning om tidligere kardiovaskulær sygdom, EKG, lungefunktionsundersøgelse samt blodprøver (hæmoglobin, natrium, kalium og kreatinin, TSH, HbA1c/glukose og lipidprofil).

  • Medicinliste og hvorledes patienten kan kontaktes telefonisk.

Anamnese med særlig vægt på kardielle og non-kardielle årsager til hjertesvigt, symptomer på hjertesvigt og graden af funktionspåvirkning (NYHA funktionsklasse).

Objektiv undersøgelse

EKG tages altid, og røntgen af thorax sædvanligvis.

Kontrol af biokemi med hæmoglobin, leukocytter, trombocytter, elektrolytter, kreatinin, TSH, leverprøver, HbA1c/glukose og lipidprofil. Somme tider urat, karbamid, calcium, magnesium, og urinanalyse. Måling af BNP/NT-proBNP, jern, transferrin, ferritin og jernmætning (TSAT%) anbefales kun såfremt det får terapeutiske konsekvenser.

Ekkokardiografi er nøgleundersøgelsen i udredning af hjertesvigt, idet kardiel dysfunktion i hvile er et diagnostisk kriterium, og ved ekkokardiografi afklares ofte patogenesen til hjertesvigt. Ekkokardiografi skal ikke rutinemæssigt gentages, men som hovedregel altid ved uforklarede ændringer i det kliniske billede. Ekkokardiografi bør som hovedregel gentages efter at patienten er fuldt optitreret i ACE-hæmmer, angiotensin-receptor blokker (ARB), betablokker og mineralocorticoid receptor-antagonist (MRA), hvis der er overvejelser om yderligere terapi (ICD, CRT, angiotensin receptor neprilisyn inhibitor (ARNi)). Transøsophageal ekkokardiografi er sædvanligvis udelukkende indiceret til afklaring af evt. klapsygdom.

BNP og NT-proBNP: Ekkokardiografi er generelt indiceret til diagnostik af hjerteinsufficiens. Rutinemæssig brug af natriuretiske peptider i ”blodprøve-pakke” anbefales ikke. Men for ikke-akutte patienter med lav risiko for hjerteinsufficiens vil normalt EKG og normal natriuretisk peptid i forhold til køn og alder svække en mistanke om betydende kardiel dysfunktion. Ved mistanke om akut hjerteinsufficiens anbefales ekkokardiografi og kardiologisk vurdering i den akutte fase, uden brug af natriuretiske peptider. BNP og NTproBNP stiger generelt ved høj alder, atrieflimren og nedsat nyrefunktion, men meget forhøjede værdier indikerer en ringere prognose.

Supplerende undersøgelser har til overordnet formål at afklare ætiologi, prognose og comorbiditet/differentialdiagnostik.

Afklaring af iskæmisk hjertesygdom og sværhedsgraden heraf i form af myokardiescintigrafi, hjerte-CT eller koronararteriografi (se Kapitel 3: Stabil iskæmisk hjertesygdom). Patienter med HFrEF og angina pectoris bør som hovedregel have foretaget koronararteriografi.

Holtermonitorering foretages ved mistanke om symptomgivende arytmier.

Lungefunktionsundersøgelse til afklaring af comorbiditet/differentialdiagnose.

MR scanning anbefales hvis der, efter ekkokardiografi, er usikkerhed om den kardielle funktion, ved mistanke om aflejringssygdomme, og kan overvejes ved kardiomyopati eller ledsagende moderat-svær aortaklapinsufficiens.

Isotopundersøgelser: ventrikulografi kan anvendes hvis seriebestemmelse af EF er vigtig, men erstattes i tiltagende omfang af ekkokardiografi og MR scanning. Ved mistanke om transthyretin cardiac amyloidosis kan suppleres med 3,3-diphosphono-1,2-propanodicarboxylic acid (DPD) skintigrafi (se Kapitel 8: Myokardiesygdomme).

Højresidig hjertekaterisation og myokardiebiopsi udføres sædvanligvis kun hos mulige transplantationskandidater eller hvis andre undersøgelser har givet mistanke om aflejringssygdom/infiltrativ sygdom i myokardiet, samt differentialdiagnostisk eksempelvis ved mistanke om myokarditis.

5.5 Behandling

Specifik behandling mod den udløsende årsag til hjertesvigtet bør altid tilstræbes. Nedenstående behandling gives til alle patienter med fortsat HFrEF trods optimal behandling af udløsende årsag.

Behandling med ACE-hæmmer/ARB/ARNi, betablokker og MRA har en dokumenteret livsforlængende og morbiditetsreducerende effekt for patienter med HFrEF. Da hjertesvigtsygdommen har en prognose som maligne sygdomme, bør denne behandling søges opnået så hurtigt som muligt, fastholdt, og ikke reduceres eller seponeres, med mindre der er sikkert behov herfor.

Skemaet herunder demonstrerer i forsimplet form den farmakologiske og anden behandling af patienter med HFrEF i relation til sygdommens symptomgrad.

Tabel 5.1: Grov skitse af behandling ved symptomatisk HFrEF (for NYHA I gælder patienter som tidligere har været symptomatiske)

NYHA klasse

I

II

III

IV

ACE-hæmmer/ARB

 

 

 

 

ARNi (alternativ til ACE-hæmmer/ARB)+

 

 

 

 

Betablokker

 

 

 

 

Mineralocorticoid-receptor-antagonist

 

 

 

 

Anden diuretisk behandling

 

 

 

 

Ivabradin*

 

 

 

 

Digoxin

 

 

 

 

CRT

 

 

 

 

ICD

 

 

 

 

Inotropi

 

 

 

 

Hjertetransplantation

 

 

 

 


Gives hvis tåles

 

 

 

 

Kan overvejes

 

 

 

 

+ Angiotensin receptor og neprilysin inhibitor (ARNi) gives jf. kriterier angivet i afsnit 5.5.1

 *Ivabradin gives kun til patienter med sinusrytme og hjertefrekvens >70 slag/minut, se afsnit 5.5.1

5.5.1 Farmakologisk behandling af HFrEF

ACE-hæmmere og Angiotensin II receptor blokker (ARB)
ACE-hæmmere er basisbehandling for patienter med HFrEF og forbedrer overlevelsen uden at ændre nævneværdigt på symptomerne.

  • Behandlingen startes med langtidsvirkende præparat i lav dosis.

  • Forsigtighed skal specielt udvises hos ældre og ved intensiv diuretisk behandling.

  • Oftest kan første dosis med fordel gives om aftenen, eventuelt efter kort (op til ét døgns) pause eller reduktion i dosis af diuretika.

  • Derefter sker en gradvis optrapning til de slutdoser, der er svarende til doser anvendt i de kliniske studier.

  • Typisk optitreres ved fordobling af dosis med en til to ugers intervaller ambulant, men hurtigere under indlæggelse med monitorering af nyrefunktion og blodtryk.

  • Kreatinin og kalium måles før behandlingsstart, efter 1 og 4 uger og derefter efter skøn.

  • En relativ stigning i kreatinin på 30% er forventelig, mens større stigninger (>50%) bør altid medføre afklaring af årsagen og eventuelt ophør eller dosisreduktion.

  • Enalapril kan optitreres til 20 mg x 2, hvis det tolereres uden komplikationer.

ACE-hæmning betragtes som en klasseeffekt, og alle ACE-hæmmere kan anvendes. Den bedste dokumentation for mortalitetsreduktion findes dog for enalapril, ramipril og trandalopril. Se nedenstående Tabel 5.2 for start og måldoser for de mest almindelige ACE-hæmmere markedsført i Danmark.

Tabel 5.2: Start- og måldoser for de almindeligste ACE-hæmmere markedsført i Danmark med indikationen HFrEF

 

Startdosis

Måldosis

Enalapril

2,5 mg x 1-2

10 mg x 2

Ramipril

1,25 mg x 2

5 mg x 2

Trandolapril

0,5 mg x 1

4 mg x 1

ARB gives til patienter, som under ACE-hæmmer behandling udvikler persisterende tør hoste uden anden forklaring (inkompensation) eller anden uacceptabel bivirkning.

  • Det er vigtig at kende dosis for den mortalitets- og morbiditetsreducerende virkning. Nedenstående tabel angiver de måldoser som tilstræbes.

  • ARB giver samme grad af nyrefunktionspåvirkning som ACE-hæmmere.

  • Behandlingen gives efter samme forholdsregler som for ACE-hæmmere.

Tabel 5.3 Start- og måldoser for ARB markedsført i Danmark med indikationen HFrEF

 

Startdosis

Måldosis

Candesartan

4 mg x 1

32 mg x 1

Valsartan

40 mg x 2

160 mg x 2

Losartan

12,5-25 mg x 1

150 mg x 1

Candesartan og Valsartan er bedst dokumenteret til behandling af HFrEF mht. en mortalitetsreducerende effekt.

Angiotensin Receptor og Neprilysin Inhibitor (ARNi)

ARNi præparatet Entresto består af en ARB (Valsartan) og en neprilysin inhibitor (Sacubitril) i et og samme molekyle. Sacubitril/valsartan givet i måldosis 200 mg (97/103 mg) x 2 er bedre end Enalapril 10 mg x 2 til at forebygge død og indlæggelse ved kronisk HFrEF.

ARNi overvejes ved HFrEF til de patienter, der er i de for patienten maksimalt tolerable doser af den basale hjertesvigtsbehandling, og er afklaret mht. revaskularisering, kardial resynkronisering (CRT) og arytmi.

 

Sacubitril/valsartan er da indiceret til patienter, der opfylder alle følgende kriterier:

  • Fortsat symptomatisk hjertesvigt (NYHA II-IV) med venstre ventrikel EF ≤35%

  • Systolisk blodtryk >95 mmHg

  • Patienter med hjertesvigt, som har BNP >150 pg/ml [43 pmol/l] eller NT-pro-BNP >600 pg/ml [71 pmol/l], ELLER patienter som har været hospitaliseret med hjertesvigt indenfor det sidste år som har forhøjet BNP/NT-proBNP inden for 6 mdr (BNP >100 pg/ml [29 pmol/l] eller NT-pro-BNP > 400 pg/ml [47 pmol/l].

 

Følgende forholdsregler iagttages ved opstart af Sacubitril/valsartan.

  • Behandlingen ledsages af enkelttilskudsansøgning (via FMK-online), foretaget af en speciallæge i kardiologi.

  • Behandlingen monitoreres som ved ACE-i, dvs. med blodtryk, nyrefunktion, og symptomer på angioødem. Der pauseres med ACE-i 36 timer før start af Sacubitril/valsartan.

  • Anbefales generelt ikke til pt med eGFR <30 ml/min/1,73 m2

  • Patienter der forinden fik maksimal ACE-i/ARB dosis kan starte Sacubitril/valsartan (49/51 mg) x 2 og optitreres efter 1-2 uger.

  • Patienter der forinden fik lav dosis ACE-i/ARB dosis starter med Sacubitril/valsartan (24/26 mg) x 2 og der optitreres efter 3-4 uger.

Diuretika
Gives til alle med tegn på væskeretention.

  • Ved normal nyrefunktion startes i lave doser eksempelvis furosemid tbl. 40 mg x 2-3, bumetanid tbl. 1 mg x 2-3, eller ved beskedne symptomer tbl. bendroflumethiazid 2.5 mg x1-2.

  • Lav dosis loop diuretika (f.eks. < 40 mg furosemid) og retard præparater kan doseres én gang i døgnet, ellers fordeles dosis på 2-3 administrationer

  • Ved behov for store mængde loop diuretikum, kan kombination med et thiaziddiuretikum øge effekten.

  • Peroral furosemid absorberes bedst ved indtagelse en halv time før et måltid. Biotilgængeligheden ved peroral behandling med loop diuretika er hhv. ca. 50-60% for furosemid og ca. 80-95% for bumetanid.

  • Metolazone (Zaroxolyn) er et potent thiazidlignende diuretikum (tilladelsespræparat), der ofte kan anvendes i kombination med loop diuretika ved behandlingsrefraktær inkompensation, doser mellem 1,25-5 mg x 1. Stor risiko for elektrolytforstyrrelser.

  • Klassiske thiazider f.eks Centyl er ikke effektive ved svært nedsat nyrefunktion (eGFR <30 ml/min/1,73m2.

  • Loop diuretika reduceres i takt med den symptomlindring, der ofte ses ved CRT- og baggrundsbehandling.

Betablokkere
Gives til alle som har eller har haft symptomatisk HFrEF og forbedrer overlevelsen.

  • I Danmark bruges carvedilol, metoprolol SR, bisoprolol og nebivolol. De tre førstnævnte har vist mortalitetsreduktion i kliniske studier.

  • Ved påbegyndelsen af behandlingen kan patienterne opleve en midlertidig forværring af symptomer i op til flere uger, hvilket de bør informeres om.

  • Betablokade bør først startes, når patienten er afvandet og i klinisk stabil fase.

  • Kronisk bronkitis uden reversibel luftvejsobstruktion og perifer arteriel insufficiens kontraindicerer ikke initiering af betablokade.

  • Der opstartes i lav dosis og øges (fordobles) i dosis efter to uger indtil måldosis eller maksimal opnåelig dosis er nået.

  • Subgruppeanalyser af randomiserede studier antyder, at der ved atrieflimren kan være mindre gavn af at optitrere betablokker. Den optimale hjertefrekvens ved atrieflimren og hjerteinsufficiens kendes ikke, men er formentlig mellem 60 og 100 slag/min

  • Hos patienter med betydelig symptomatisk hjertesvigt (NYHA III-IV) bør optitrering foregå langsommere og under tæt kontrol af blodtryk og puls.

  • Undertiden kan indlæggelse under denne optitrering være nødvendig.

Tabel 5.4: Start- og måldoser for betablokkere markedsført i Danmark med indikationen HFrEF

 

Startdosis

Måldosis

Carvedilol

3,125 mg x 2

25 mg x 2*

Metoprolol SR

12,5 - 25 mg x 1

200 mg x 1

Bisoprolol

1,25 mg x 1

10 mg x 1

Nebivolol

1,25 mg x 1

10 mg x 1

*For Carvedilol kan doseres øges til 50 mg x 2 ved vægt over 85 kg eller ved ønske om en større blodtryk- eller pulsreduktion.

Mineralocorticoid -receptor-antagonister (MRA)

Behandling med MRA anbefales rutinemæssigt ved kronisk hjertesvigt (NYHA II-IV) og EF ≤35% for at øge overlevelsen. Spironolakton og Eplerenon kan begge bruges som førstevalg. Patienter, der ikke tåler spironolakton på grund af bivirkninger (gynækomasti eller smerter i mammae) bør have eplerenon. Måldosis af eplerenon bør være 50 mg.

MRA bør generelt ikke anvendes til patienter med nyreinsufficiens (s-kreatinin >220 mikromol/l, eGFR < 30 ml/min eller P-Kalium >5,0 mmol/l)

  • Startdosis er 12.5- 25 mg x 1 stigende til 25-50 mg x 1 under kontrol af K+ og nyrefunktion.

  • Na+, K+ og kreatinin bør kontrolleres hyppigt, første gang senest en uge efter behandlingsstart, særligt ved nedsat nyrefunktion, og i stabil fase mindst hver 3.-6. måned.

  • Skal pauseres/reduceres i forbindelse med episoder med dehydrering, stigende kreatinin, eller P-Kalium over 5,5 mmol/l. Skal seponeres ved P-Kalium over 6,0 mmol/l.

Det anbefales at behandle med MRA hos patienter, der i tilslutning til AMI (inden for 14 dage) har symptomatisk hjertesvigt og EF ≤40%.

Ivabradin
Gives kun til patienter i sinusrytme med fortsatte symptomer (NYHA II-IV) efter optitrering med ACE-hæmmer/ARB, betablokker og MRA, hvor EF stadig er ≤35%, og hjertefrekvens er over 70/min. 

  • Ivabradin kan ikke erstatte betablokkerbehandling, som skal være forsøgt maksimalt optitreret inden opstart.

  • Ivabradin gives hvis fortsat EF ≤35%, og hjertefrekvens er over 70/min målt efter 5 min hvile. Initialt doseres 5 mg x 2, stigende til 7.5 mg x 2 afhængig af effekt. Effekten er større jo højere initial hjertefrekvens.

  • Anden årsag til sinustakykardi skal overvejes inden opstart – f.eks. thyrotoxikose, hypovolæmi, infektion og anæmi.

Digoxin
Anvendes til patienter med atrieflimren, og til udvalgte patienter i sinusrytme med uacceptable symptomer på trods af behandling med ovennævnte farmaka. Der er ikke dokumenteret overlevelsesgevinst ved anvendelse af digoxin, og behandlingen er således rent symptomatisk. Det foretrækkes at dosere til laveste del af terapeutisk interval.

Hydralazin + isosorbiddinitrat 
Udvalgte patienter med HFrEF kan behandles med kombinationen Apresolin og Cardopax R for at øge overlevelsen. Det gælder patienter, hvor ACE-hæmmer/ARB har været forsøgt, men ikke tolereres, f.eks patienter med nedsat nyrefunktion. Initialt anbefales Apresolin 25 mg x 2 dagligt, stigende til 75 mg x 3, men doser over 100 mg dagligt er forbundet med flere bivirkninger. Apresolin (tilladelsespræparat) kræver ”human generel udleveringstilladelse” som søges via lægemiddelstyrrelsen. Cardopax R gives initialt 40 + 20 mg dagligt stigende til 80 mg kl 8 og 40 mg kl 18. I øjeblikket gennemføres det danske placebokontrollerede DanHeart studie med apresolin og isosorbiddinitrat versus placebo som add-on terapi til patienter med HFrEF.

Intravenøs jern
Intravenøs jern anbefales ikke rutinemæssigt ved jernmangel (ferritin under 100 µg/l eller ferritin 100-300 µg/l i kombination med transferrin mætning <20%) pga. manglende dokumentation for en mortalitetsgevinst. IV jern kan overvejes som symptomatisk behandling, såfremt fokus er skiftet væk fra en prognoseforbedrende strategi og i retning af symptom- og livskvalitet-behandling.

Q-10
Q10 har i et enkelt mindre studie vist sig at have positive effekter på mortalitet som var et sekundært endepunkt, men indtil yderligere studier foreligger anbefales det ikke rutinemæssigt.

SGLT-2 inhibitorer
Hæmmere af sodium-glucose cotransporter 2 (SGLT-2) anbefales ikke rutinemæssigt hos patienter med manifest hjertesvigt med eller uden ledsagende type 2 diabetes.

Inotropi
Bør kun opstartes hvis det skønnes at forværring af hjertesvigt er reversibelt, eller at behandlingen følges af mekanisk cirkulationsstøtte eller transplantation. (se Kapitel 4: Akut hjertesvigt).

5.5.2 Pacemaker og ICD behandling ved HFrEF

Biventrikulær pacing/ Cardiac Resynchronization Therapy (CRT)

Formålet med behandlingen er at resynkronisere kontraktionen af venstre ventrikel ved konventionel endokardial pacing af højre ventrikel og pacing af venstre ventrikel via en paceelektrode indført i en sidegren til sinus coronarius. Behandlingen har vist sig at forbedre arbejdskapaciteten samt at reducere hjerteinsufficiens-symptomer, hospitalsindlæggelser og mortalitet. Behandlingen kombineres ofte med en ICD (CRT-D) (se Kapitel 20: Implanterbar defibrillator (ICD)).

Følgende patienter bør henvises til vurdering af, om der er indikation for Cardiac Resynchronization Therapy (CRT):

  • Hjertesvigtssymptomer svarende til NYHA II-IV trods optimal medicinsk behandling (NYHA IV: fortrinsvis ambulante, ikke-hospitaliserede patienter), og

  • EF ≤35% (ved en nylig ekkokardiografi), og

  • Venstresidigt grenblok med QRS ≥ 130 ms

CRT bør som regel tilbydes patienter med QRS ≥150 ms. Indikationen for CRT hos patienter med QRS 130-149 ms bør kun stilles efter individuel vurdering baseret på NYHA klasse, hjertesvigts ætiologi, køn, og arvæv.

Ved permanent atrieflimren skal patienten være tilstrækkeligt frekvensreguleret for at profitere af behandlingen (>90% BiV-pace), og såfremt dette ikke opnås farmakologisk må man overveje His-ablation.

Overvejelser om CRT ved følgende kliniske situationer/problemstillinger:

  • Ved indikation/behov for bradypacing til patienter med symptomatisk hjertesvigt og EF ≤40% bør der tilbydes CRT i de tilfælde, hvor der forventes en høj frekvens af højre ventrikel pacing (f.eks. ved intermitterende AV-blok),

  • Ved ikke-venstresidig grenblok anbefales CRT ikke rutinemæssigt, da behandlingsgevinsten er tvivlsom. Men i selekterede tilfælde kan der efter individuel vurdering overvejes CRT ved NYHA III-IV og EF ≤35%. Man bør basere indikationen på tilstedeværelse af mekanisk dyssynkroni af venstre ventrikel påvist ved en billeddannende modalitet (oftest ekkokardiografi) og i tæt samarbejde med det implanterende center  

  • Ved QRS bredde ≤120 ms anbefales CRT ikke.

Ved manglende symptomatisk forbedring eller forværring efter, at patienten initialt har responderet godt på CRT, bør man konferere med det implanterende center med henblik på reversibel årsag: fx dysfungerende sinus coronarius elektrode, hyppige episoder med takyarytmi eller sub-optimal programmering.

ICD

Primær profylaktisk ICD er generelt indiceret, hvis der trods optimal medicinsk behandling fortsat er

  • Symptomer NYHA-klasse II-III og

  • EF ≤35%

Patienter med HFrEF skal være mindst 3 måneder på afstand af AMI, CABG, optimal medicinsk behandling samt en individuel vurdering efter PCI.

Ved non-iskæmisk hjertesygdom anbefales primær profylaktisk implantation hos yngre patienter, selv om en egentlig aldersgrænse ikke kan fastsættes. Det må bero på en individuel vurdering af patienten, og DANISH-resultatet indikerer at patientgruppen ældre end 70 år ikke har gevinst af primær profylaktisk ICD.

Patienten henvises til center mhp. ICD-implantation. Ved svært symptomatiske patienter (NYHA IV) er der ikke indikation for primær profylaktisk ICD medmindre patienten er kandidat til CRT, LV assist device eller hjertetransplantation.

Evidensen for primær profylaktisk ICD hos asymptomatiske patienter i optimal medicinsk behandling er sparsom men kan overvejes ved EF <30%.

ICD-behandling skal generelt ikke tilbydes patienter med forventet begrænset restlevetid (<12 måneder for NYHA II-III, <6 måneder for NYHA IV), betydende komorbiditet, fremskreden biologisk alder eller psykiske faktorer, der kan vanskeliggøre accept af behandlingen.

Sekundær profylaktisk ICD tilbydes efter vanlige retningslinier (se Kapitel 20: Implanterbar defibrillator (ICD)).

5.5.3 Non-farmakologisk behandling

Opfølgning bør foregå i hjertesvigtklinik eller ambulatorium med personale, der er uddannet til at følge disse patienter. Nedenstående behandlinger har ikke tilstrækkelig dokumenteret effekt på overlevelsen, men kan forbedre symptomer, livskvalitet, og dermed være relevant at overveje for udvalgte patienter.

  • Fysisk træning anbefales til patienter med milde til moderate hjertesvigtsymptomer. Patienter skal være velkompenserede, stabile og i et optitreringsforløb med betablokkere og ACE-i/ARB, men ikke nødvendigvis fuldt optitreret i alle præparater. Træningen giver bedre fysisk formåen og bedre livskvalitet, men er uden sikker effekt på overlevelsen.

  • Patienter med tendens til overhydrering bør nedsætte væskeindtaget til 2 l/døgn. Tilsvarende bør saltindtag reduceres.

  • Optitrering og monitorering kan evt. foregå ved hjælp af telemedicin

  • Diæt er en naturlig del af behandlingen hos overvægtige patienter med hjertesvigt, men der er aldrig påvist reduktion af morbiditet eller mortalitet ved vægttab. Hos patienter med kardiel kakeksi eller underernæring bør kosten sigte mod at undgå yderligere vægttab.

  • Søvnapnø optræder hos op mod en tredjedel af patienter med hjertesvigt, hyppigere ved NYHA III og IV. CPAP behandling anbefales ved obstruktiv søvnapnø mhp. bedre søvn og mindre dagstræthed, men der afventes flere studier før det kan anbefales som rutinebehandling. Behandling af overvejende central søvnapnø med adaptiv servo-ventilation anbefales ikke pga. overdødelighed ved behandling i et stort randomiseret studie.

5.5.4 Behandling af iskæmisk hjertesygdom

Patienter med iskæmisk hjertesygdom og HFrEF, som ikke får statin, skal ikke rutinemæssigt tilbydes denne behandling. Patienter, som er i behandling med statiner kan stoppe behandlingen, med mindre de har haft nyligt AMI eller selv ønsker at fortsætte behandlingen.

CABG er indiceret hos patienter med EF ≤35% med angina pectoris, betydende koronarsygdom i form af hovedstammestenose eller hovedstammestenose ækvivalent samt proksimal LAD-stenose med 2- eller 3-karssygdom. Revaskularisering hos patienter med HFrEF uden angina pectoris er kontroversielt. Patienter med viabelt myokardie kan overvejes revaskulariseret, men dokumentation for gavnlig effekt kan diskuteres. 

5.6 Medicin som skal undgås ved hjertesvigt

NSAID og COX-2 hæmmere reducerer nyrefunktionen og medfører salt- og vandretention hos hjertesvigtpatienter. De bør helt undgås, da de formentlig øger mortaliteten. Smerter behandles med paracetamol eller opiod præparater.

Calciumantagonister af non-dihydropyridintype (verapamil, diltiazem) virker negativt inotrope og medfører forværring i hjertesvigt. Dihydropyridiner (amlodipin, felodipin) kan anvendes til evt. behandling af hypertension eller angina pectoris, men er ikke indiceret for hjerteinsufficiens per se.

Antiarytmika skal anvendes med forsigtighed. Klasse Ic præparater og dronedarone er kontraindicerede for patienter med hjertesvigt eller EF <40%. Hvis der er behov for behandling med et klasse III antiarytmikum bør amiodaron foretrækkes.

5.7 Hyppige problemstillinger ved kronisk hjertesvigt

Non-sustained ventrikulær takykardi (NSVT) er et overordentligt hyppigt fund hos patienter med sværere HFrEF. Farmakologisk behandling af asymptomatisk NSVT, udover betablokade og korrektion af evt. hypokaliæmi, er ikke indiceret.

Atrieflimren optræder hos ca. 20% af patienter med kronisk hjertesvigt, men hyppigere ved akut indlæggelse. I udgangspunktet gives optimal hjertesvigtsbehandling som beskrevet (se Kapitel: 5.5.1). Rytmekontrollerende strategi i form af kateterablation bør tilbydes yngre patienter med hjertesvigt, nedsat EF, og tilbagevendende symptomatisk AFLI under optimal antikongestiv behandling, hvor symptomlindring er den afgørende behandlingsgevinst. For patienter med persisterende AFLI, bør der påvises symptombedring og/eller betydende forbedring af EF ved opnåelse af sinusrytme med DC-konvertering og/eller amiodaron.

Hypotension. Er primært et problem hvis den er symptomatisk. Doseringen af ACE-hæmmere/ARB eller betablokkere bør kun reduceres/seponeres efter at anden blodtrykssænkende behandling er søgt justeret. Ortostatisk hypotension er en naturlig konsekvens af den givne behandling, og bør kun sjældent medføre behandlingsændring.

Kaliumforstyrrelser. Hyperkaliæmi optræder hyppigt i forbindelse med ACE-hæmmer/ARB og især ved kombination med MRA. Hvis det ikke løses ved at reducere eller fjerne kaliumtilskud, kan MRA reduceres i dosis, men somme tider må behandlingen med MRA afbrydes. (se Kapitel: 5.5.1) Det tilstræbes at undgå hypokaliæmi, som er associeret med arytmi og øget mortalitet i observationelle studier.

Kronisk hyponatriæmi behandles med væskerestriktion.

Stigende kreatinin skyldes ofte dehydrering på grund af kraftig diuretisk behandling eller hypotension. Reducér diuretika og pausér MRA. Behandlingen med ACE-hæmmer/ARB er dokumenteret renoprotektiv og bør udelukkende seponeres på tvingende indikation.

Tør hoste skyldes oftest enten ACE-hæmmere eller inkompensation. Prøv evt. at øge diuretikadosis og evaluer inden der skiftes til ARB. Såfremt hosten persisterer under ARB skiftes tilbage, og årsagen til hosten afsøges.

Arthritis urica er enten en konsekvens af sygdommen eller af den diuretiske behandling. Behandles med intraartikulære steroid injektioner, paracetamol eller colchicin i det akutte stadie. Profylaktisk behandling med allopurinol efter vanlige retningslinier (CAVE: nyrefunktionen).

Erektil dysfunktion er enten en følge af sygdommen eller behandlingen heraf. Overvej skifte fra spironolacton til eplerenon, og skifte af betablokker til Nebivolol. Patienter kan tilbydes behandling med PDE-5-hæmmere efter vanlige retningslinier.

5.8 Farmakologisk behandling af HFpEF og HFmrEF

Hos patienter med hjertesvigt og venstre ventrikel EF ≥40% er behandlingen især rettet mod den objektivt påviselige dysfunktion eksempelvis atrieflimren, hjerteklapfejl, iskæmisk hjertesygdom, og evt. højresidige hjertesvigt.

Empirisk rettes behandlingen af HFpEF og HFmrEF mod en normalisering af blodtrykket. Der har i flere studier ikke kunne påvises morbiditets- eller mortalitetsreducerende virkning af ARB eller ACE-hæmmere til HFpEF. Behandlingen er alene empirisk, symptomatisk, ofte baseret på diuretikum, frekvensregulation, ACE-hæmmer/ARB og antiiskæmiske droger. Patienter med HFpEF og høj risiko for død og genindlæggelse havde gavn af spiron 25 mg dagligt i en (post hoc) subgruppe analyse.

Patienter med HFmrEF (LVEF 40-49%) er i en gråzone hvad angår dokumenteret farmakologisk behandling. En del patienter har tidligere været HFrEF og disse fortsætter behandling som ved HFrEF. Andre har risikofaktorer som dilateret kardiomyopati, hypertension, diabetes og kardiovaskulær sygdom, hvor ACE-inhibitorer ofte er indiceret til forebyggelse.

5.9 Farmakologisk behandling af højresidig hjertesvigt

Kronisk højresidig hjertesvigt forekommer oftest sekundært til kronisk venstresidig hjertesvigt. Isoleret kronisk højre ventrikelsvigt kan bla. optræde på grund af tidligere højre ventrikel infarkt, lungeemboli, pulmonal hypertension, tricuspidal- og pulmonalklap-lidelser, kongenit hjertesygdom, venstre-højre shunt og perikardielidelser.

Specifik behandling af en række af ovennævnte lidelser er omtalt i kapitel om akut højresidig hjerteinsufficiens (se Kapitel 4: Akut hjertesvigt) og pulmonal hypertension (se Kapitel 13: Pulmonal hypertension). Ved overvejelser om afterloadreduktion med pulmonal vasodilatation, pacemakermedieret hjertefrekvensøgning og transplantation/assist device henvises til center.

Det er vigtigt at udrede årsagen til tilstanden med henblik på kausal behandling. Udredning kan ud over ekkokardiografi omfatte bl.a. koronararteriografi, højresidig hjertekateterisation, lungefunktionsundersøgelse, lungescintigrafi og CT-scanning af thorax.

Der foreligger ingen større, randomiserede undersøgelser vedrørende medicinsk behandling af isoleret højre ventrikel svigt. ACE-hæmmere/ARB og spironolacton er uden dokumenteret effekt (med mindre der også optræder venstre ventrikelsvigt). Betablokkerbehandling opfattes som relativt kontraindiceret, med mindre der foreligger venstre ventrikelsvigt.

5.10 Svær hjertesvigt – advanced heart failure

Ca. 5 -10% af patienterne med hjertesvigt progredierer til avancerede stadier (NYHA IIIb-IV), trods optimal behandling. Disse patienter har en 1-års mortalitetsrisiko på omkring 25-50%, og bør konfereres med center, når patienterne opfylder følgende kriterier:

    1. Vedvarende symptomer på hjertesvigt (NYHA klasse III (vedvarende) eller IV).

    2. Svær kardiel dysfunktion (f.eks. LVEF ≤30%, isoleret svær LV diastolisk svigt, RV-svigt, ikke-operabel svær klapsygdom, eller vedvarende svært forhøjet BNP- eller NT-proBNP-værdier.

    3. Gentagne episoder med pulmonal inkompensation eller lavt blodtryk, krævende højdosis intravenøs diuretika, eller behov for inotropistøtte og >1 indlæggelse i de sidste 12 måneder.

    4. Svært nedsat kardiovaskulær reserve (f.eks. VO2max <12-14 ml / kg / min)

    5.10.1 Hjertetransplantation og venstre ventrikel assist device

    Hjertetransplantation og venstre ventrikel assist device.
    Der foretages 20-30 hjertetransplantationer årligt i Danmark. Hjertetransplantation bør overvejes hos patienter med symptomer svarende til NYHA klasse III-IV trods maksimal medicinsk behandling og implantation af biventrikulær pacemaker (hvis indiceret).

    • Der findes ingen principiel øvre aldersgrænse, men i praksis vil de fleste patienter over 70 år have betydende kontraindikationer.

    • I enkeltstående tilfælde kan hjertetransplantation komme på tale hos patienter uden fremtrædende hjertesvigt, eksempelvis ved isolerede kardiale tumorer eller behandlingsrefraktære ventrikulære arytmier.

    • Patienter, som ikke kan tilbydes hjertetransplantation, eksempelvis på grund af nylig cancer eller forhøjet lungekarmodstand, kan eventuelt tilbydes implantation af venstre ventrikel assist device som destinationsbehandling.

    • Patienterne henvises fra regionernes hjertecentre til vurdering til hjertetransplantation på transplantationscentrene Aarhus Universitetshospital og Rigshospitalet.

    Patienterne udredes på transplantationscenteret for at afsløre følgende tilstande, som kontraindicerer hjertetransplantation absolut eller relativt:

    • Fikseret forhøjet lunge-karmodstand

    • Perifer arteriel insufficiens

    • Aktiv infektion

    • Kronisk lungesygdom

    • Kronisk nyre- eller leverinsufficiens (som ikke skyldes hjertesvigt eller behandling)

    • Systemsygdom, HIV, nylig cancersygdom

    • Ringe compliance eller psykisk sygdom som må forventes at medføre complianceproblemer

    • Aktivt misbrug (herunder rygning eller alkoholisme).

    Ofte er kontraindikationerne relative, og konference med transplantationscenter anbefales.

    5.10.2 Palliation ved fremskreden hjertesygdom

    En del patienter med svær hjertesvigt vil ikke være kandidat til mere avanceret hjertesvigtsterapi pga. svær komorbiditet. Sådanne patienter med forventet levetid under 1 år bør skiftes til palliativ terapi, såfremt patienten selv ønsker det, mhp. at reducere symptomer og forbedre livskvaliteten. Palliativ behandlingsindsats og end-of-life drøftelser bør tilbydes patienter i den præterminale eller terminale fase, der er karakteriseret ved progredierende symptombyrde, hyppige indlæggelser, multiorgan dysfunktion, stigende komobiditets byrde og gentagen ICD-terapi. Videnskabelig evidens på området er sparsom, men indsatsen kan evt udføres af palliative teams gennem tidlig diagnosticering efter individuel vurdering for at fremme livskvaliteten, mindske symptombyrden og reducere genindlæggelser. Den palliative indsats ved hjerteinsufficiens adskiller sig fra de maligne sygdomsforløb, og en detaljeret beskrivelse kan læses i et holdningspapir fra DCS.

    Behandlingsmålene skifter fra et livsforlængende sigte mod at dække palliative behov af fysisk, psykisk, social og eksistentiel karakter omfattende:

    • Samtale hvor patienten og pårørende forberedes om sygdommens prognose, herunder mulighed for inaktivering af ICD-enhed.

    • Justering af den livsforlængende medicinske behandling (se: Tabel 5.2Tabel 5.3Tabel 5.4) til fordel for optimal symptomkontrol og livskvalitet.

    • Evt. overvejelse om Terminalerklæring (LÆ165) og terminal medicintilskud.

    • Koordineret tværfaglig optimal individualiseret pleje mellem hjertesvigtklinikken, sengeafsnittet, hjemmeplejen, egen læge og/eller Palliativ Team.

    Den optimale varetagelse af den uafvendeligt døende patient vil være afhængig af det individuelle forløb og kardielle kompleksitet.

     
    Vi bruger cookies for at optimere funktionaliteten af denne hjemmeside, og indsamler statistik til forbedring af din brugeroplevelse. Ved at anvende hjemmesiden accepterer du denne brug af cookies i overenstemmelse med vores privatlivspolitik.
    OK